Vores historie om vores drenge

Allerede da vi blev kærester var vi begge klar over at hvis vi en dag skulle have børn ville det blive gennem behandling og ikke på "almindelig vis".
Claus er nemlig bærer af en balanceret translokation og havde sin søn Patrik som var handikappet med en ubalanceret kromosomfejl (ombytning af arvemateriale fra et kromosom til et andet, ubalanceret i det der ved ombytningen er tabt eller kommet for meget arvemateriale)

I Juli 2002 var vi til samtale på John F. Kennedy instituttet for at høre om vores mulighederne for os hvis vi ville have børn. Vi blev informeret om at vi kunne få det der hedder PGD - Prænatal diagnostik men det var ikke noget der blev lavet på sjælland endnu og vi gik derfor lidt i tænkeboks endnu.

I Marts 2004 kontaktede vi Odense Universitetshospital, som var blandt de to hospitaler vi kunne få behandlingen på for at få e uddybende snak omkring vores muligheder. Endnu engang kunne vi se at PGD fortsat var på "forsøgs" stadiet og vores chance for at få børn ville nok være forholdsvis lille, så vi udsatte det lidt endnu.

I August 2005 havde vi fundet ud af at man nu lavede PGD på Rigshospitalet og vi bad vores læge om at hjælpe os til at komme til samtale derinde med henblik på en behandling.

I Januar 2006 blev vi kontaktet af Rigshospitalet for at få en samtale på Kromosomlaboratoriet på Rigshospitalet. Nu var chancen steget fra 15% til 25% - dvs. det samme som "almindelige" behandlinger - og vi valgte derfor at sige ja til behandling - inden vi også blev for gamle. Dvs. i Februar 2006 begyndte vi vores behandling på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet :-)

Vi var klar over at chancerne for at få raske børn stadig var lille. Eftersom de sagde at de forventede at 1/3 af de befrugtninger der gik godt ville være med en ubalanceret kromosomfejl, og ud af de 2/3 af dem der der gik godt havde vi kun en 25% chance pr. gang - den bliver nemlig ikke bedre eller dårligere pr. gang.

Fertilitetsklinikken bestilte nu den specielle "farve" som de kaldte det og vi kunne bare vente på at de fik den hjem.

I Juli 2006 gik vi igang med vores første behandling. På trods af lægernes erfaring viste det sig dog at jeg blev overstimuleret da jeg endte med at have 25 æg, og de tog de 21 ud. De udregner antallet af hormoner ud fra ens alder og ens vægt og deres egen erfaring. Desværre blev jeg syg efter behandlingen, men vi valgte dog at lægge de raske æg tilbage og fryse de 2 andre raske ned. Dette skulle blive første gang ud fa flere hvor det desværre ikke lykkedes.

Nytårsaften December 2007 døde Claus søn Patrik en uventet død og vi gik derfor en meget hård tid igennem. Naturligvis kunne vi ikke fortsætte vores behandling i denne periode.

Senere på året 2008 besluttede vi at prøve 2 gange mere. Både fordi det er utroligt hårdt fysisk og psykisk for mig (Dea) men også fordi det er hårdt psykisk på forholdet - og så ikke mindst fordi vi synes ikke vi skulle være alt for gamle forældre. Vores sidste gang blev i December 2008 hvor vi næsten havde opgivet håbet, da jeg ikke én eneste gang havde været gravid alle de andre gange. Vi begyndte at tale om at så skulle vi måske finde ud af noget helt andet med vores liv og overvejede helt andre planer i vores hoveder.

Så da vi tog på skiferie med nogle gode venner til Trysil i Januar 2009 troede jeg faktisk ikke på noget. Jeg havde fået noget nyt medicin som vi ikke havde prøvet før, og som jeg var blevet meget mere påvirket af end det andet jeg havde prøvet de andre gange.

Da vi så om morgenen tog prøven kom det utroligt glædeligt bag på os :-)

Da vi kom hjem fra skiferien blev jeg skannet på Rigshospitalet og vi så for første gang vores to børn. Først her begyndte det at gå op for os at vi skulle være forældre.

Der var dog endnu én usikkerhed - nemlig at PGD "kun" er 99% sikkert og vi ville være 100%, så dem der vidste at vi skulle være forældre måtte vente med at sige noget til vi havde fået svar på vores moderkagebiopsi, som skulle tages i uge 11. Der er dog en risiko ved at få lavet en moderkagebiopsi på 1% pr. barn.

Vi fik af vide at vi ville få svaret dagen efter - men dagen efter ringede de og sagde at de ikke kunne give svaret før om 5 dage pga. dna materialet var for dårligt. 5 dage efter fik vi af vide at vi desværre blev nød til at vente yderligere 1½ uge før vi kunne få et svar. Det var nok noget af det værste i hele forløbet - ventetiden.

Ugen efter var vi på skiferie i Hemsedal og d. 23/3-2009 fik vi endeligt svaret - begge to er raske og det er to drenge.

Til vores gennemscanning kunne de ikke finde en arterie på Silas som burde være der. Så vi kom ind dagen efter til endnu en scanning hos overlægen på afdelingen. Hun bekræftede at den ikke var der og vi blev henvist til en gennemscanning på Rigspospitalet. At han manglede den arterie kunne begyde at han havde en hjertefejl - dog kun i 1% af tilfældende. Ugen efter kom vi ind på Rigspospitalet og opdagede at det også kunne betyde problemer med nyrene. Men heldigvis viste en gennemscanning her at der ikke var nogle problemer at se med hverken hjertet eller nyrene.

I Juli/Aug 2009 gik jeg i svømmehallen med en anden tvillingegravid veninde, som fortalte omkring noget graviditetsbetinget kløe som hun havde fået. Netop pga. denne samtale gik jeg tidligt til min læge da jeg også fik kløe i hænderne, uden på hænderne, benene og alle andre steder på kroppen. Det viste sig at jeg havde også fået graviditetsbetinget kløe da leveren var belastet pga. graviditeten. Herefter gik jeg to gange om ugen til check på hospitalet med at få kørt strimmel og få taget blodprøve. Man kan nemlig risikere at skulle sættes igang endnu én uge tidligere - dvs. uge 37 allerede.

Men så langt nåede vi ikke. Onsdag d. 26. august gik vi i seng og v. 02 tiden om natten gik vandet på tvilling 1 - Silas. Torsdag eftermiddag fik jeg af vide at de ville anbefale et kejsersnit da tvilling 2 - Isaac - så ud til at være ca 400 gr. mindre end tvilling 1 - Silas og da Silas var i sædestilling kunne det til sammen være for farligt at lade mig føde normalt. Jeg nåede desværre at få veer og presseveer og måtte ikke få noget smertestillende, men kl. 21.10 kom vores to små vidundere til verdene ved kejsersnit - og Tvilling A (først fødte) blev Isaac og Tvilling B blev Silas.

Nu vil sitet kun blive opdateret med billeder og evt. på sigt nogle historier som vi tror kan hjælpe andre tvillingeforældre.